Alex Andersen Ølund A/S

Historie

2024

I 2024 kunne Alex Andersen fejre 60-års jubilæum. Det blev i september fejret med en stor fest, for alle koncernens ansatte på Egeskov slot.

2023

Ved årets begyndelse flytter Alex Andersen Sverige ind i en ny terminal ved Helsingborg. 

2022

Den 1. marts 2022 tages den nybyggede terminal i Aalsmeer, Holland, i brug. Den nye bygning en konstrueret med solcelleanlæg på taget og råder over 11.000 m2 terminal og 1.800 m2 kontorer.

Den 1. september køber Alex Andersen Ølund A/S en ejerandel på 80% af Silkeborg Biltransport Aps.

2021

I starten af 2021 påbegyndes byggeriet af ny terminal i Aalsmeer, Holland, som skal stå klar til forårssæsonen 2022.

I marts 2021 køber Alex Andersen Ølund A/S en ejerandel på 80% af vognmandsselskabet Lars R. Jacobsen Transport A/S. Lars R. Jacobsen råder over 15 entreprenørbiler og kommer med en række kunder inden for anlægssektoren. Ved årsskiftet i 2024, er ejerandelen oppe på 100%.

2019

I slutningen af februar 2019 står første del af Alex Andersens nye domicil klar og kontorpersonalet flytter ind. Kort efter flyttes alle aktiviteterne fra de to lokationer på Holkebjergvej til de nye bygninger og Alex Andersen er klar til at klare foråret 2019 på det nye domicil.

2017

Alex Andersen overtager blomsterkørslen fra Palle Holmegaard Transport A/S

I slutningen af 2017 påbegyndes byggeriet af nyt domicil.

2014

Året hvor virksomheden kan fejre 50-års jubilæum og vinder Danish Transport Award 2014.

Samme år stopper Alex Andersen BV med at fragte varer til England, i stedet lækkes kræfterne i at gøre Alex Andersen Ølund A/S stærkere på fragt af blomster mellem Holland og Tyskland til Skandinavien.

2009 - 2013

I 2009 flytter Alex Andersen Ølund A/S sit hovedkontor fra Stige til Højme tæt på motorvejen.

Virksomheden drives nu af brødrene Ib, Tommy og Jan Andersen i fællesskab.

I 2012 starter Alex Andersen Norge AS op i Larvik og styrkes derved på distribution(en) i Norge.

Virksomheden begynder i 2013 med opkøbet af Midtfyns Godstransport at fragte frugt og grønt. Alex Andersen Frugt og Grønt A/S har sæson forskudt af Alex Andersen Ølund A/S og de to virksomheder kan dermed samarbejde og afhjælpe hinanden i de travle perioder. 

2006 - 2008

I 2006 opkøber Alex Andersen Ølund A/S transportvirksomheden Ove Østergaard -Lund ApS og i 2007 flytter de to medarbejdergrupper sammen i vores bygninger i Stige. I dag står vi med sammenlægningen endnu stærkere og har udvidet vores markedsområde til også at omfatte store dele af Mellemeuropa.

1995 – 2005

Alex Andersen Ølund A/S hører med i kredsen af betydningsfulde erhvervsdrivende på Fyn. Selskabet er stadig familiedrevet med Elin og Alex ved betydelige poster. Deres tre sønner er blevet medejere og et generationsskifte begynder at tage form. Firmaet tæller ca. 140 biler og ca. 250 medarbejdere. Hoveddomicilet ligger stadig på Fyn, men nu åbnes der også afdelinger i Greve og i Sverige, Helsingborg.

Alex Andersen har opbygget et finmasket net af ruter over det meste af landet med afhentninger flere gange om dagen og omlæsninger flere steder i landet. 
 ”Jeg tror, at vi bliver valgt på vores kvalitet og pålidelighed. For vores kunder er det helt afgørende, at de kan stole på os, og at vi overholder aftaler og tider…”, siger Elin i et interview til en lokalavis i 1998.

1994

I 1994 tæller firmaet 45 biler og ca. 70 ansatte og Elin og Alex modtager det år Erhvervsprisen i Otterup. Den daværende formand for Erhvervsrådet, Per Hedegaard, begrundede valget med disse ord:

”Ægteparret har forstået at kombinere stor flid med en stabil udvikling, således at deres virksomhed i dag er én af branchens største og mest anerkendte transportvirksomheder. Ved at være et godt eksempel for virksomhedens 70 ansatte, har Elin og Alex Andersen skabt en medarbejderånd, hvor ansvar, ordholdenhed og venlighed er en del af virksomhedens image…”

1977 – 1994

Mens 80’erne var skrappe tider for de fleste erhvervsdrivende på Fyn, voksede Alex Andersen Ølund i sit eget stædige tempo frem til 1994, hvor det pludselig går hurtigt. Alex Andersen overtager Båring Blomster, begynder at køre eksport, åbner en afdeling i Århus, flytter ind i nye lokaler i Stige og overgår til A/S. 

1976

I 1976 forespurgte seks gartnere fra Nordfyn om muligheden for kørsel af blomster. Det var Elin og en chauffør, der begyndte med blomsterkørslen i en lille varebil.

1964

I 1964 købte Alex Andersen Fragt- og vognmandsforretningen fra Robert Jensen, der fremover ville satse på turisttrafik.

Firmaet voksede og det skyldtes først og fremmest Alex Andersens disciplinerede tidsplanlægning, men også det gode forhold til den enkelte kunde.

Elin kom ret hurtigt ind i billedet og begyndte at styre kontorarbejdet. Lige siden har de to delt opgaverne imellem sig.

De første mange år fragtede Alex og Elin mælk, roer og grus.