30. september 2025
Da Annette Juul den 12. september lukkede døren til bogholderiet for sidste gang, markerede det afslutningen på næsten to årtier i Alex Andersen. 18,5 år er det blevet til – og de har budt på både travlhed, udfordringer, sygdom og ikke mindst stærke fællesskaber.
"Jeg kan næsten ikke forstå, at det er gået så hurtigt. Når man ser tilbage, føles det både som i går, jeg startede, og som et helt liv, der er gået," fortæller Annette med et smil.
Før hun kom til Alex Andersen, havde Annette arbejdet i blomsterbranchen i mange år. Skiftet til transportdelen kom nærmest tilfældigt. Hendes mand, Søren, arbejdede dengang hos Alex Andersen og vidste, at der var brug for hænder. "Han sagde: ‘De mangler nogen til at hjælpe i bogholderiet – søg det.’ Og sådan blev det," husker Annette.
Hun blev ansat i 2007, kort efter virksomheden havde købt Ove Østergaard, og travlheden var enorm. "Når man mødte ind om morgenen, vidste man aldrig, hvor man skulle sidde. Vi var nogle stykker, der startede i et mødelokale – og det fungerede faktisk fint. Men der var virkelig tryk på."
Siden dengang har Annette fulgt en virksomhed i rivende udvikling. "Da jeg startede i bogholderiet, var vi fem. I dag er vi over det dobbelte. IT-afdelingen var én mand – nu er de mange. Man kan tydeligt se, hvor meget vi er vokset."
En ny chance efter sygdom
Samme år blev Annettes liv brat vendt på hovedet. Hun fik en hjerneblødning og var væk fra arbejdsmarkedet i over et år. Her oplevede hun, hvad hun selv kalder virksomhedens store styrke: rummeligheden og omsorgen. Hun fik mulighed for at vende tilbage i fleksjob og gradvist finde sin plads igen. "Det var en kæmpe omvæltning. Jeg var så heldig, at jeg kunne vende tilbage i fleksjob. Virksomheden gav mig tid og plads – og det er jeg dybt taknemmelig for. Ikke alle får lov til det."
Til at begynde med tog hun små opgaver: arkivering, at vande blomster på kontoret. Men langsomt, med hjælp og opbakning fra kollegaer, kom hun tilbage i arbejdet med bogholderiet. "Jeg blev udfordret lige tilpas – og mine kollegaer passede på mig. Det betød alverden."
Senere ramte også kræftsygdom hende, men igen oplevede hun, at Alex Andersen trådte til. "Der var altid nogen, der sagde: ‘Det praktiske ordner vi, du skal bare koncentrere dig om at blive rask.’ Det siger meget om den kultur, vi har her."
Kollegaskabet i centrum
Spørger man Annette, hvad hun håber, kollegaerne husker hende for, kommer svaret hurtigt: "At jeg altid har været opmærksom. Jeg har forsøgt at spørge ind, hvis nogen havde det svært, eller bare lige manglede en, der lagde mærke til dem. Og så at jeg altid har været hjælpsom."
Hun indrømmer også, at hun har haft brug for at trække sig indimellem: "Jeg kan godt være stille og lukke mig om mig selv og mine opgaver. Men der har heldigvis altid været plads til det."
For hende har fællesskabet været en afgørende del af hverdagen. "Jeg har haft nogle fantastiske kollegaer. Vi har passet på hinanden – både fagligt og menneskeligt. Det bliver det sværeste at sige farvel til."
Klar til et nyt kapitel
Selvom det bliver mærkeligt at give slip på de faste rammer, er Annette også klar til næste skridt. "Jeg kan mærke, at det er tid nu. Der er hele tiden nye krav og nye systemer – og det bliver sværere at følge med. Jeg vil hellere stoppe, mens det stadig er godt, end at det ender med at blive surt for mig selv eller kollegaerne."
Hjemme i Middelfart står Søren, hendes mand, klar til at dele hverdagen, efter selv at have været pensionist i fem år. Sammen har de fire børn og hele ti børnebørn, der allerede har lagt planer for, hvad bedstemor skal bruges til. "Jeg kommer ikke til at kede mig," smiler Annette, og nævner både børnebørn, frivilligt arbejde og måske lidt sport som det, der skal fylde dagene fremover.
Et farvel med taknemmelighed
Når hun ser tilbage, er der mest af alt taknemmelighed. "Jeg har haft et langt arbejdsliv, og jeg har aldrig været arbejdsløs. Jeg har altid været glad for faste rammer, og her hos Alex Andersen har jeg følt mig hjemme. Det er en rummelig virksomhed, hvor der er plads til mennesker. Det kommer jeg til at savne."
Og selvom hun nu går på pension, regner Annette med at følge med fra sidelinjen. "Jeg har stadig kontakt med flere af mine kollegaer. Det betyder meget. Så selvom jeg ikke længere sidder i bogholderiet hver dag, slipper jeg det nok aldrig helt."
Vi ønsker Annette alt det bedste i hendes nye tilværelse.
Tusind tak for 18,5 gode år!