Henrik Møller Kristensen har været med siden dengang Alex Andersen var et lille firma med få lastbiler og roer i ladet. I dag – 40 år senere – er han stadig at finde bag rattet, som en af de bærende kræfter i Norges-afdelingen. Her er historien om en chauffør, der aldrig rigtig havde lyst til at lave andet.
"Jeg synes ikke, det er så længe siden, jeg var 25," siger han med et grin. "Tiden er jo bare fløjet. Når man hele tiden er i gang, så går det stærkt."
Henrik begyndte på værkstedet i Ølund tilbage i 1985, 16 år gammel. Egentlig havde han en plads på en stor gård, men han kendte Ebbe fra grusgraven – og pludselig sad han med ude på passagersædet og kørte sukkerroer til Assens. Og så var det ligesom dét. Lastbilerne havde bidt sig fast.
"Så ringede Alex en dag og sagde, at de godt kunne bruge én på værkstedet. Og sådan blev det."
Henrik startede hjemme på værkstedet i Ølund tilbage i 1985. Sammen med Alex smurte han biler, ordnede bremser og gjorde vognparken klar til syn.
Han tog traktorkørekort samme år og kørte både værksted og maskiner i grusgraven, afhængigt af hvad der var brug for. I 1987 fik han kørekort til lastbil – lige i tide til, at Alex havde overtaget en lille vognmandsforretning ved Otterup, hvor Henrik kunne begynde at køre tipvogn.
To år senere fik han sin første nye bil: en langsnudet Scania. Og så rullede det for alvor. Roer på fyn og grønkål til Sønderjylland, grønkål den ene vej og kul med retur – det var dengang alle gartnerierne stadig fyrede med kul. Og så blomster i weekenderne, selvfølgelig. "Der var altid travlt med blomster," som han siger. En fast tur til Jylland for Båring Blomstertransport blev en del af hverdagen – eller weekenden, rettere sagt.
Norge kaldte – og han blev hængende
I 1993 begyndte Henrik at køre eksport for Gasa. Først lidt forsigtigt. "Jeg var lidt betænkelig ved det – jeg havde jo lige fået den fine langsnudede Scania," siger han. Men Alex sagde, at hvis han fortrød, så kunne han bare få bilen tilbage igen.
Det skete aldrig. Norge fangede ham.
"Jeg blev sgu glad for det. Der var noget særligt over det. De lange ture. Naturen. Roen."
Siden da har Henrik været en fast del af Norges-afdelingen – og det i mere end 30 år. Han har set det hele: Fra syd til nord. Fra fjorde til fjelde. Og det i stort set alt slags vejr. Han har siddet bag rattet på både danske og norske nummerplader, især efter Alex Andersen åbnede afdeling i Larvik i 2012 (som siden er flyttet til Moss).
"Jeg har været overalt i Norge. Det er et smukt land at køre i."
Men uanset hvilken bil eller hvilken rute, så har én ting aldrig ændret sig: glæden ved at køre.
"Jeg har aldrig haft lyst til at prøve noget andet. Jeg har jo lært kunderne at kende. Der er noget fint i det, synes jeg. Det med at kunne ringe til nogen, man har kørt til i 20 år – og de ved, hvem man er."
Et liv på landevejen – med rødder på Nordfyn
Selvom Henrik i årevis har kørt Norge tyndt, har han aldrig bosat sig der. Han bor stadig i Lund på Nordfyn – samme sted, hvor han voksede op.
"Jeg har kone og tre børn – og vi har det fint med, at jeg er væk i længere perioder. Fruen har været med hele vejen, lige siden jeg begyndte med eksport. Hun har altid vidst, hvad det indebar, og hun har bakket op om det fra starten."
Hvor længe han er væk, svinger. Nogle gange er det 14 dage. Andre gange tre uger eller længere. Det afhænger af, hvor travlt der er – men der bliver lyttet, når han gerne vil hjem.
"Disponenterne er flinke. Hvis jeg siger, jeg gerne vil hjem en tur, så prøver de at finde et læs til Danmark, så jeg kan komme forbi familien. Det sætter jeg stor pris på."
Selvom Norge har været hans faste rute i mange år, har Henrik også kørt det meste andet. Italien, Finland, England – og flere steder derimellem.
"Jeg har kørt næsten hele Europa tyndt. Men det var altid Norge, jeg vendte tilbage til. Det var dér, det føltes rigtigt. Dér, jeg blev hængende."
Og så var der den første eksporttur – den, han stadig husker tydeligt.
"Det var Elin, der ringede. Hun spurgte, om jeg ikke lige kunne tage en tur til Sydsverige. Jeg var ikke helt tryg ved det. Jeg havde aldrig prøvet sådan en tur før." Men Elin havde løsningen: "Du tager bare Ib med."
Ib – søn af Elin og Alex, og i dag direktør i firmaet – gik dengang stadig i skole. Men han tog fri og tog med. "Han var jo bare en knægt – men vi kørte turen sammen. Så var vi jo to til at dumme os – og det gjorde vi også lidt. Men vi kom frem, og det glemmer jeg aldrig. Dog var der kun én køje i bilen, så Ib fik den, og jeg sad op og sov. Men det gik jo fint."
Det siger noget om kulturen dengang – og stadig. Ikke noget med bare at blive sendt ud. Man blev hjulpet i gang. Også da Henrik selv begyndte at køre lastbil og transportskolen blev bragt på banen.
"Elin ville gerne have, at jeg tog uddannelsen. Og hun og Alex tog mig med ud og hørte om den – vi var derude sammen. De ville virkelig gerne støtte mig i det."
Men Henrik kunne mærke, at det ikke var hans vej.
"Jeg var skoletræt. Jeg kunne bare ikke se mig selv sidde der. Og så sagde Alex: ‘Hvis det ikke føles rigtigt, så er det måske heller ikke det, du skal.’"
Så han lærte det hele i praksis. På værkstedet, i grusgraven, og i førerhuset – og det har fungeret lige siden.
"Det betød noget, at de tog sig tid til det. Dengang var det jo et lille sted, og der var en særlig familieånd. Den er der stadig. Jeg har jo set de tre brødre vokse op – og jeg snakker stadig med dem alle sammen. Og med Elin. De klarer det godt, synes jeg."
Sammenholdet, kollegaerne – og det, der bliver givet videre
Henrik er én af dem, man ringer til, når noget driller. Ikke fordi det står skrevet nogen steder – men fordi alle ved, at man kan.
"Nye chauffører har altid kunne ringe til mig. Dag og nat. Jeg hjælper gerne – det betyder noget for mig, at folk kommer godt i gang."
Det er ikke noget, han gør for rosens skyld. Det er bare sådan, det altid har været. "Jeg havde selv én, jeg kunne ringe til, da jeg startede. Og det har jeg forsøgt at give videre. Vi hjælper hinanden – sådan bliver man klogere."
Og det går begge veje. Henrik er ikke bleg for selv at række ud, hvis noget er uklart. "Man skal jo ikke gå og tro, man kan det hele selv. Det er det gode kollegaskab – det, at man kan ringe, spørge, grine lidt, få en løsning og komme videre."
Noget af det, han sætter allermest pris på, er fællesskabet oppe på terminalen i Norge.
"Vi samles, laver noget mad sammen, snakker om dagen og hjælper hinanden, hvis der er noget bøvl. Det er ikke bare en flok, der kører hver for sig – vi er faktisk kollegaer."
Henrik har været med længe nok til at se det hele vokse – både virksomheden og menneskerne i den. Mange af de gamle er stoppet. Nogle er gået på pension. Andre er videre. Men Henrik hænger i – og han er ikke i tvivl om, hvad han er mest stolt af:
"Det vi har bygget op i Norges-afdelingen. Vi har altid haft et godt ry deroppe – og det er blevet kæmpestort. Det er jeg stolt af at have været en del af."
Og fremtiden? Den bekymrer ham en smule. Ikke for hans egen skyld – men fordi han håber, flere unge vil opdage, hvad det her liv kan være.
"Vi mangler nogen unge mennesker. For det er jo et godt arbejde, hvis man kan lide friheden og tage ansvar. Det er ikke bare at køre fra A til B – det er også at værne om forholdet til kunderne, sørge for at tingene spiller og nyde turen. Det betyder noget, at man gør sig umage."
Han ved godt, han er blevet én af de "gamle fjolser", som han selv kalder det. Men han siger det med varme. For det betyder også, at han har noget at give videre – og nogen at give det videre til.
"Vi var de unge engang. Nu er det vores tur til at lære fra os."
Og hvis nogen skulle være i tvivl: Han lærer stadig – og han kører stadig.
Hjertelig tillykke med dit 40 års jubilæum, Henrik!